Alternativet

Det vi tror på og kæmper for

Alternativet tager afsæt i seks kerneværdier, der kendetegner interne og eksterne arbejdsprocesser såvel som konkrete politiske udspil.

Mod

Mod til at se problemerne i øjnene, men også mod på den fremtid, der er vores.

Generøsitet

Alt, hvad der kan deles, skal deles med dem, der har lyst.

Gennemsigtighed

Alle skal have mulighed for at se os over skulderen- både på gode og dårlige dage.

Ydmyghed

Overfor opgaven, overfor dem, vi står på skuldrene af og overfor dem, der kommer efter os.

Humor

Uden humor ingen kreativitet. Uden kreativitet ingen gode idéer. Uden gode idéer ingen skaberkraft. Uden skaberkraft intet resultat.

Empati

At sætte sig i den andens sted og se verden derfra. Og derpå skabe løsninger, hvor alle vinder.

Værdierne bliver ikke bare pudset af, når der skal holdes skåltaler. De seks kerneværdier skal være konstante pejlemærker, synlige i det daglige politiske arbejde. I den måde vi tænker, taler og handler på. Fra debatarrangementer over politiske udspil til kampagneafvikling.

Debatdogmer

En åben og lyttende samtale er nerven i demokratiet.

Formålet med politiske samtaler og debatter er at skabe en dialog om fordele og ulemper samt at give borgerne indblik i deres politikeres bevæggrunde for at vælge en løsning frem for en anden.

Den politiske kultur er desværre alt for fyldt med udenomssnak, selvpromovering og mudderkastning, og de politiske kommentatorer, som gerne skulle sætte perspektiv på politikernes udtalelser og argumenter, bruger i stedet tiden på at vurdere, hvor meget en udtalelse gavner politikerens popularitet.

Alternativet har derfor formuleret seks dogmer, som vil fungere som rettesnor i den måde, vi driver politisk debat på. Dogmernes har til formål at mindske støjen og sætte fokus på det politiske indhold. Ord er handling.

  1. Vi vil gøre opmærksom på både fordele og ulemper.
    For at fremme en oplysende debat, vil vi både fremhæve ulemper og fordele. Kun på den måde giver vi borgerne mulighed for at se, hvorfor vi mener, at fordelene vejer tungere end ulemperne. Dialog frem for debat, aktiv lytning og forståelse.
  2. Vi vil lytte mere, end vi vil tale, og vi vil møde vores politiske modstandere der, hvor de er.
    Vi ønsker en samtale, som fører os tættere på en god løsning. Gode løsninger kan vi kun skabe sammen. Derfor er det afgørende for os, at vi lytter til hinanden, især når vi er uenige. Først når vi kan sætte os i den andens sted, bliver vi i stand til at kommunikere meningsfuldt og konstruktivt.
  3. Vi vil fremhæve de værdier, som ligger bag vores argumenter.
    Vi vil aldrig gemme os bag enkeltstående statiske pointer eller såkaldte økonomiske nødvendigheder. Al politik handler om værdimæssige prioriteringer, og det vil vi gerne være med til at tydeliggøre, – også selv om ekspertudtalelser og statistik er vigtige for at belyse fakta.
  4. Vi vil indrømme, når vi ikke kan svare på et spørgsmål og indrømme, hvis vi har taget fejl.
    Nogle gange har vi ikke en fasttømret holdning eller et klart mandat fra baglandet, og måske mener vi, at et givent emne skal undersøges nærmere før vi kan udtale os mere sikkert om det. I sådanne tilfælde vil vi melde klart ud, i stedet for at undvige spørgsmålet. Vi vil hellere klarhed end udenomssnak.
  5. Vi vil være nysgerrige overfor alle dem, vi samtaler og debatterer med.
    Vi vil kun deltage i debatter, hvor vi har lyst til at føre en seriøs samtale med de øvrige deltagere, ellers vil vi pænt betakke invitationen. Til gengærd vil vi udvise nysgerrighed og respekt overfor deltagere, som vi i udgangspunktet er politisk uenige med.
  6. Vi vil åbent og sagligt argumentere for, hvordan Alternativets politiske visioner kan nås.
    Vi vil være tydelige omkring, at vi ikke ved det hele, og vi vil fremføre vores synspunkter og argumenter i respekt for, at handling vægter mere end ord.

Deler du vores værdier?

Hvis du kan genkende dig selv i vores værdier, så bliv en del af bevægelsen.

Bliv medlem af Alternativet