Alternativet opruster
1. Klimaoprustning
Mens milliarder af kroner går til fly, tanks og missiler, kæmper Alternativet indædt for at vi investerer på samme måde i ægte klimahandling. Vi kan simpelthen ikke acceptere den mangel på prioritering og tempo vi har oplevet siden klimavalget i 2019. Derfor mobiliserer vi til klimaoprustning – en fredelig, men beslutsom indsats for at sikre liv, håb og retfærdighed for kommende generationer. Vi tager lederskab og skaber et samfund, hvor mennesker kan leve gode liv inden for planetens grænser.
Vi vil sætte ind med:
-
Klimaneutrale kommuner og regioner – skoler, plejehjem og hospitaler skal være 100% grønne senest i 2035, og det skal være billigere at leve, forbruge, spise og transportere sig grønt.
-
Stop for fossile prestigeprojekter – ingen nye motorveje, kunstige øer, vejtunneler eller lufthavnsudvidelser.
-
Klimasikre byer – flere træer, parker, engområder og lokal økologisk madproduktion tæt på, hvor vi bor.
2. Oprust helt vildt
Naturen og miljøets krise er akut og det er ikke bare dyr, der mister deres levesteder – vi mennesker mister vores forrådskammer. Vores tradition for fiskeri er truet, jorden vi dyrker er udpint, og drikkevandet bruges som kemisk losseplads for industri og landbrug. Vi sætter vores sundhed over styr. Konsekvenserne kan være, at der i vores levetid ikke er flere fisk tilbage i danske farvande, og at vi ikke vil kunne drikke vandet i vandhanen. Derfor vil Alternativet forsvare den danske natur ved at sætte en stopper for miljøforurening og beskytte drikkevandet med langt større krav. Vi vil oprette grønne zoner og bryde betonen op. Vi vil genåbne åer, plante skove og skabe sammenhængende vild natur. Hver kvadratmeter biodiversitet er en sejr for mennesker, dyr og kommende generationer. Naturen og miljøets tilbagegang skal vendes.
Vi vil sætte ind med:
-
Vild og sammenhængende natur – naturområder forbundet på tværs af landet og mindst 30% af Danmark beskyttet som vild natur inden 2030.
-
Rent vand – sprøjtefri zoner og lokale grundvandsparker, så vores vand og drikkevand beskyttes mod de kemikalier, der allerede er for mange af.
-
Vilde byer – grønne ringe rundt om byerne, åbne åer, frugttræer og byrum med plads til natur.
3. Forebyggelse er første forsvarslinje
Et stærkt sundhedsvæsen begynder med, at færre bliver syge.
Derfor sætter vi forebyggelse, mental trivsel og lighed i centrum – og rydder ud i bureaukratiet, så fagligheden kan fylde. Vi vil have et sammenhængende, nært sundhedssystem, hvor almen praksis, region og civilsamfund arbejder som ét. Og vi insisterer på gennemsigtighed i prioriteringerne og reelle rettigheder til patienter og pårørende.
Vi vil sætte ind med:
-
Forebyggelse som fast del af budgettet – øremærk 1% af regionernes sundhedsbudget til reel forebyggelse i 2026, stigende til 3% i 2030.
-
Mentale sundhedshuse i alle kommuner – døgnåbne tilbud med rådgivning, peer-støtte og garanti for samtale inden 7 dage.
-
Flere veje til bedre mental sundhed – natur- og kunstterapi, gruppeforløb m.m. side om side med klassisk behandling.
4. Forstærk demokratiet
Vi kæmper for retten til at bestemme – dér, hvor livet leves.
Alt for ofte bliver store beslutninger truffet langt væk fra dem, det går ud over. Nye motorveje, nedlagte skoler, lukkede plejehjem – hen over hovedet på lokale fællesskaber.
Vi ønsker et stærkt lokaldemokrati. Ikke et Danmark, hvor hverdagen styres fra centrale Excel-ark, men hvor mennesker har reel indflydelse på deres nærmiljø.
Vi vil sætte ind med:
-
Kommunal frisættelse - færre regler og dokumentationskrav i velfærden, mere tillid og dialog med skoler, dagtilbud, plejehjem og hjemmepleje.
-
Medejerskab i grøn energi – borgerdeltagelse og andele i vindmøller og solceller til borgere, så udbyttet går til lokalsamfundet.
-
Økonomisk frihed til kommunerne – af med anlægsloftet, så kommunerne kan prioritere velfærd og grøn omstilling frem for regneark.
5. Forsyninger til børnene
Børn skal have de absolut bedste vilkår, vi overhovedet kan give dem! Vi ved alle, hvad en god barndom kan betyde for resten af livet, men også hvad en dårlig barndom kan have af konsekvenser. Derfor skal vi investere i livets begyndelse.
De rigtige forsyninger til børnene handler ikke om flere tests eller mere kontrol, men om at give børn trygge rammer og mulighed for at opleve nærvær og overskud i både institutioner og skoler.
Når vi investerer i skolerne, investerer vi i fremtiden. Hver en krone til flere lærere og pædagoger, trygge skoleveje og gratis, grøn skolemad er en krone, der giver bedre trivsel, stærkere fællesskaber og børn, der har de bedste betingelser for at lære.
Vi vil sætte ind med:
-
Flere lærere og pædagoger i skoler og institutioner – klasseloft på 24 børn.
-
Børnecykelstier og trygge skoleveje – så børn går og cykler sikkert til og fra skole.
-
Grøn og gratis skolemad – sund, økologisk og lokal mad til alle børn i folkeskolen.
Find vores kandidater til kommunalvalg
Find vores kandidater til regionalvalg