Salik Anders Rosing
Medlem
Gør det bilfrie liv nemt
Jeg hedder Salik Rosing, og jeg stiller op til byrådet for Alternativet.
Jeg er født i Helsingør, hvor jeg også har gået i gymnasiet. Efter en del år København, flyttede jeg for fire år siden hjem til Helsingør med min kone og vores to døtre.
Mine mærkesager er:
- sikre cykelveje og det bilfrie liv
- ny IT-politik
- demokratisk energi
𝐒𝐢𝐤𝐫𝐞 𝐜𝐲𝐤𝐞𝐥𝐯𝐞𝐣𝐞 𝐨𝐠 𝐝𝐞𝐭 𝐛𝐢𝐥𝐟𝐫𝐢𝐞 𝐥𝐢𝐯
Når jeg færdes i byen med mine børn synes jeg tit vi oplever farlige situationer, hvor vi for eksempel må krydse veje uden fodgængerfelt og med dårligt udsyn på grund af mange parkerede biler, eller hvor cykelstier pludselig ophører på stærkt trafikerede veje. Det er i mine øjne et centralt fokuspunkt for byen fremadrettet, at der skal være større trafiksikkerhed for gående og cyklende, ikke mindst ved daginstitutioner og skoler.
Mange borgere i kommunen har brug for en bil. Mange andre kunne undvære egen bil hvis der var sikre skoleveje, bedre busforbindelser og adgang til delebil. Kommunen skal fremme det bilfrie liv - ikke ved at straffe bilisterne men ved at gøre alternativet nemt. Det er godt for miljøet, godt for økonomien hos de bilfri, og godt for de tilbageværende bilister, som får mindre konkurrence om parkering.
𝐍𝐲 𝐈𝐓-𝐩𝐨𝐥𝐢𝐭𝐢𝐤
Kommunerne bruger årligt mange penge på software, f.eks. til Office-pakken. Samtidig ser vi, at adgang til disse tjenester kan lukkes for brugere som har lagt sig ud med den amerikanske regering. Det er altså både en økonomisk byrde og et sikkerhedsproblem at være afhængige af denne type software. Helsingør bør gå forrest i at udvikle og anvende alternativer til Office, Windows m.m.
Dette vil muligvis koste penge på kort sigt, men der er mange penge at spare på langt sigt, udover uafhængigheden af techgiganter.
Skolerne i Helsingør og Espergærde har taget stilling til telefoner i skoletiden. Det synes jeg også de øvrige skoler bør gøre, og jeg mener at byrådet bør stille krav om at alle skoler vedtager en telefonpolitik. Kommunen skal ikke diktere politikken, men skolerne må ikke lade være med at tage stilling.
𝐃𝐞𝐦𝐨𝐤𝐫𝐚𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐞𝐧𝐞𝐫𝐠𝐢
Den grønne omstilling er en bunden opgave, og vi skal have udbygget både sol og vind for at udfase fossile brændstoffer og dække det stigende behov for el til elbiler og varmepumper.
Jeg vil gerne arbejde for at kommunen i videst muligt omfang får sat solceller på egne bygninger, og stiller krav om at nybyggeri skal være parat til solceller.
Der er dog en grænse for hvor meget tagareal der er til rådighed, og omkostningerne ved at installere på tage er højere end på åbent land. Jeg tror derfor også det bliver nødvendigt med nye solceller og vindmøller på marker. Fremover mener jeg kommunen så vidt muligt skal sørge for at lokalområdet har medejerskab gennem energifællesskaber, helt i overensstemmelse med andelstraditionen. Målet må være at ingen skal bo ved siden af en solcellepark eller vindmølle, de ikke har haft mulighed for at være medejere af.
