Rune Ranaivo Bjerremand
Medlem
Jeg stiller op igen til det kommende kommunalvalg, fordi der er brug for en stærk grøn politisk stemme i byrådet, der både kan drage omsorg for menneskelig trivsel, sundhed og udvikling, men som også kan skære igennem på miljø, klima, og biodiversitetsudfordringerne.
Jeg er født i Vejle og opvokset i Gadbjerg på et husmandssted. Natur, biodiversitet, økologi og miljø, har altid været en del af min identitet og præget mit politiske engagement. Uddannelsesmæssigt har jeg studeret bæredygtighed og geografi med særlig interesse for bæredygtig levevis. Vi står i dag i en bæredygtighedskrise angående klima, biodiversitet, sundhed og miljø, der nationalt og globalt skriger efter politisk handling og i vores lokale hverdagsliv kalder på mådeholdenhed og respekt i vores omgang med klodens ressourcer. Den bæredygtige vej handler om at vi bør reducere vores materielle forbrug af ressourcer, opprioritere vores sundhed og lægge større vægt på immaterielle værdier.
Jeg har tidligere været opstillet til Kommunalvalget i 2017 i Vejle kommune og Folketingsvalg i 2015 og 2019 i Sydjyllands storkreds.
Politiske mærkesager:
Klima:
At vi får reduceret vores klimabelastning med 100% senest i 2040.
Bevillingerne til forskning, udvikling og implementering af grøn teknologi skal øges og kunne søges af alle institutioner og virksomheder.
Det skal igen gøres økonomisk attraktivt at opsætte solceller og små hustandsmøller.
Der skal stilles krav om at den mest klima- og miljømæssigt bæredygtige teknologi skal implementeres i alle dele af samfundet.
Biodiversitet:
Bistand til at redde klodens biodiversitet både til lands, vands og i luften.
At 20% af Danmarks landareal og 30% af Danmarks havareal udlægges til naturzone.
Fødevareproduktion:
Øget støtte til udvikling af den økologiske vegetabilske produktion.
Bedre vilkår for små økologiske, biodynamiske og permakulturelle producenter.
Sundhedspolitik:
Øget prioritering af den forebyggende indsats.
Mere støtte til og forskning i medicinfri og alternative behandlingsformer.
Uddannelse:
At uddannelsesloftet, fremdriftsreformen og omprioriteringsbidraget afskaffes.
Ordentlig SU og gode uddannelsesmuligheder i alle dele af landet.
Iværksætteri, klima, miljø og bæredygtighed bør så vidt muligt være et grundelement i alle uddannelser.
Flere ressourcer til undervisning og bedre vilkår for at lærere og undervisere kan tilegne sig den nyeste viden.
Udlændinge og flygtninge:
Vi skal leve op til FN’s konventioner for menneskerettigheder og flygtninge, men der er grænser for hvormange flygtninge vi kan modtage. Derfor er det nødvendigt at vi gør en forebyggende indsats ved at arbejde for at skabe bæredygtig udvikling i alle dele af verden.
Flygtninge og udlændinge skal have adgang til gratis dansk-undervisning indtil de har bestået en kompetencegivende dansk prøve. Ansøgningsgebyrer for opholdstilladelser skal fjernes.
Økosamfund og grønne virksomheder:
Vi bør have fokus på at investere i naturressourceopbygning og ressourcekredsløb med fokus på, at vi undgår at producere affald og forurening, både fra vores husholdninger og virksomheder. Vi bør tænke mere i deleøkonomiske løsninger indenfor andelstanken, levefællesskaber, hjemmearbejdspladser, lokalt iværksætteri og lokal fødevareudvikling. Vi bør tage et grønt ansvar for fremtiden!
Følg mig gerne på facebook eller twitter:
https://www.facebook.com/rune.ranaivo/
https://twitter.com/runeranaivo
Sammen om en sundere miljøvenlig fremtid